Kartoffelboller med sesamfrø

Beskrivelse

Jeg har længe villet lave nogle kartoffelboller. Og jeg har også drømt om nogle lækre sesamboller.  Jeg har valgt at kombinere de to ønskede opskrifter. Så det blev til kartoffelboller med sesamfrø.

Du får 36 boller, så det er en stor portion. Du kan nemt fryse bollerne og tage dem op efter behov. Har du en rest kartoffelmos, er det oplagt at prøve denne opskrift.

Ingredienser

50 g gær
4 dl mælk
2 dl kogende vand
125 g creme fraiche
150 g sesamfrø
25 g smør (Kærgården eller Lurpak)
1 tsk sukker
3 tsk groft salt
300 g kartoffelmos
Manitobamel

Dejen skal være klistret og blank.

Pynt

Solsikkekerner, græskarkerner, sesamfrø, hampefrø eller hvad du nu ønsker.

STEP 1

UDRØR GÆREN
Kom gæren i en stor skål og smuldr den i små stykker. Hæld mælken i et stort målebægre og kom det kogende vand i. Hæld den lunkne mælkeblanding i skålen og rør gæren ud.

STEP 2

TILFØJ DE ØVRIGE INGREDIENSER
Kom alle de øvrige ingredienser i skålen i nævnte rækkefølge og kom mel i lidt ad gangen. Ælt dejen grundigt. Jeg bruger altid maskine. Dejen skal være klistret, så hold igen med melet.

STEP 3

STIL DEJEN TIL HÆVNING
Når du er færdig med at ælte dejen, skal dejen hæve. Læg et klæde over skålen og lade dejen hvile i mindst 1 time. Herefter tager du tre bageplader og kommer bagepapir på. Find nu en spiseske og tag en passende dejklump (den ønskede bollestørrelse). Form dejen en smule i den ene hånd og rul dejen i de ønskede frø og kerner. Det passer nogenlunde med 12 boller pr. plade. Lad bollerne efterhæve min. 30 minutter gerne længere tid.

STEP 4

BAG BOLLERNE
Bag bollerne efter anden hævning midt i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 14 minutter.