Æbleskiver med kardemomme og citron

Kategori: Tags: ,

Beskrivelse

Jeg elsker pandekager, men æbleskiver er også ret godt. Jeg har for mange år siden brugt en opskrift, som jeg var ret vild med, men den har jeg ikke mere, så nu har jeg måttet lave min egen opskrift.

I en årrække har købe-æbleskiver været fint, men efter at jeg er begyndt at bage mine egne æbleskiver igen, så smager de æbleskiver, jeg køber, ikke så godt. Jeg laver primært æbleskiver til jul.

Prøv lige den her opskrift. Jeg synes selv, at smagen er super god.

Hvis du vil have lidt æble i, kan du rive 1 æble fint og komme det i dejen.

Ingredienser

3 æg
100 g sukker
250 g hvedemel
2 spsk vaniljesukker
2-3 tsk stødt kardemomme
½ tsk groft salt
1 tsk natron
citronsaft fra en ½ citron
4 dl kærnemælk
revet citronskal fra økologisk citron (½-1 citron)

Pynt

Flormelis

STEP 1

DEL ÆG
Del de 3 æg. Kom æggehvider i en skål og æggeblommer i en anden skål. Kom sukkeret i skålen med æggeblommer og pisk til det bliver en luftig æggesnaps. Pisk æggehviderne stive.

STEP 2

KOM DE ØVRIGE INGREDIENSER I ÆGGESNAPSEN
Tilsæt nu vaniljesukker, stødt kardemomme, natron, mel, salt, citronsaft og den revne citronskal til æggesnapsen. Tilsæt også kærnemælken lidt efter lidt. Jeg bruger en håndmixer eller elpisker.

STEP 3

VEND DE STIVE ÆGGEHVIDER I DEJEN
Til sidst vender du forsigtigt de stive æggehvider i dejen med en dejskraber. Rør ikke for meget, rør til dejen er homogen. Nu er dejen færdig.

STEP 4

VARM ÆBLESKIVEPANDEN OP OG BAG
Varm din æbleskivepande op og kom lidt smør i hvert hul. Spar ikke for meget på det, så hænger dejen bare fast i panden. Det er vigtigt, at panden er ordentlig varm. De første 7 æbleskiver bliver ofte ikke så flotte. Så er der smagsprøver!

Vil du gerne have dem runde, skal du tilføje ekstra dej undervejs. Vend æbleskiven cirka halvvejs, kom lidt ekstra dej i og vend den helt rundt.

Kom lidt smør i hullerne, inden du hælder ny dej i hullerne. Det skal gøres hver gang. Du kan bruge en kødnål til at tjekke, om de er færdigbagte. Jeg bruger også en kødnål til at vende æbleskiverne med.