Jeg troede ikke, at jeg skulle komme til at drikke kaffe, men her er min egen iskaffe med karamelsmag, som jeg faktisk er blevet ret tilfreds med.

Jeg kan generelt godt lide duften af nymalet kaffe. Her stopper så min begejstring for kaffe. Smagen af kaffe er ikke god. Nybrygget kaffe kan til tider få mig hen til vinduet for at trække frisk luft.
Når du ikke drikker kaffe i et land som Danmark, kommer du nemt ud i nogle ‘drikkevanskeligheder’. Den alternative te, der bliver serveret, er ofte uinteressant. Jeg er nemlig heller ikke den helt store tedrikker. Jeg kan godt lide te, men bestemt ikke alle slags te. Det er blevet nemmere. Det er også nemmere at få vand. Jeg oplever dog stadig at komme steder, hvor det er kaffen, der hersker. Drikker du ikke kaffe, er det bare ærgerligt.

Kender du problematikken? Med stor hjælp fra mælk og karamelsirup kan jeg nu tilslutte mig gruppen af kaffedrikkere. Jeg kan finde på at lave det helt frivilligt. Her har du opskriften. Og ja, jeg ved godt, at det er et skråplan at drikke kaffe på den måde.

Ingredienser

1 tsk Café Noir Instant Karamel
0,5 dl kogende vand
2 dl mælk
1 tsk vaniljesukker
8 stk isterninger
1 spsk karamelsirup

Pynt

Karamelsirup

Step 1

KOG VAND
Kog vandet i fx en elkedel. Jeg koger lidt mere, end jeg skal bruge. Kom instant kaffen i et stort glas (3 dl). Hæld det kogende vand på og rør rundt. Kom 4 isterninger i kaffen.

Step 2

BLEND MÆLK, VANILJESUKKER OG ISTERNINGER
Kom de sidste 4 isterninger, mælk og vaniljesukker i en blender og blend til isterningerne er knust og mælken skummer. Jeg bruger OBH Nordica Smoothie Twister Blender. Den laver fint mælkeskum.

Step 3

HÆLD MÆLKEN I KAFFEN
Hæld den kolde mælk i kaffen og tilsæt ca. 1 spsk karamelsirup. Rør rund og servér.

Pin It on Pinterest

Share This