Sprød tærtedej uden æg

Lækker sprød tærtedej uden æg der passer til forskellige typer madtærter. Denne tærtedej har jeg brugt de sidste mange år. Den fungerer perfekt til fx løgtærte og andre madtærter. Den er nem at lave og har en god smag. Du kan med fordel forbage den i ca. 10 min.

Ingredienser

150 g hvedemel
80 g creme fraiche
75 g smør
10 g chiafrø
½ tsk groft salt

Til udrulning

durummel

Step 1

ÆLT ALLE INGREDIENSER SAMMEN
Ælt alle ingredienser sammen. Saml tærtedejen i en stor kugle, drys durummel på bordet og rul den ud til en cirkel, der passer til en stor tærteform fx dia. 27 cm. Beklæd formen med tærtedejen. Det gør ikke noget, at dejen går lidt op over kanten, for den vil synke lidt.

Step 2

TILSÆT ØNSKET FYLD
Du kan nu tilsætte det fyld, du ønsker. Du kan forbage tærtedejen i ca. 10 minutter, inden du tilsætter fyldet. Jeg laver tit løgtærte. Jeg steger nogle hvidløg og 3-5 løg afhængig af størrelse, så de er klare og bløde. Jeg tilsætter lidt revet muskatnød, salt og peber, parmesanost, mozzarellaost, 4 æg og lidt fløde eller creme fraiche. Jeg plejer at bage tærten i ca. 45 min. ved 200 grader.

Smuldredej

Smuldredej

Ideel til friske æbler, pærer eller rabarber

Får du uventede gæster, mangler tid og/eller har brug for en nem og lækker dessert, kan du med denne smuldredej hurtigt lave en dejlig dessert til kaffen.

Jeg synes, at den passer bedst til friske æbler, pærer eller rabarber. Vælger du æbler, drysser jeg ofte lidt kanelsukker over æblerne, inden smuldredejen kommer på. Rabarber kan være ret surt, så hvis du har god tid, så vil jeg anbefale dig at drysse sukker på dem og lade dem stå og trække i køleskabet ½-1 dag.

Skal det være ekstra lækkert, erstatter du hvedemelet med mandelmel. Kombinér eventuelt denne opskrift med min søde tærtedej. Smuldredejen med eller uden mandelmel kan bruges som øverste lag.

Ingredienser

100 g smør
100 g sukker
2 tsk vaniljesukker
100 g hvedemel

Fyld

frisk frugt skåret i mindre stykker fx æble, pærer eller rabarber

Step 1

KOM ALLE INGREDIENSERNE I EN SKÅL
Kom alle ingredienser i en skål og ælt dejen til smuldredej. Husk at stoppe før dejen bliver for ensartet og samlet.

Step 2

VÆLG ØNSKET FRUGT
Skær æbler eller pærer i mindre både eller rabarberen i små tern (tilsæt ekstra sukker, lad eventuelt den friske rabarber stå og trække, hvis du har tid). Fordel frugten i bunden af fx en tærteform og fordel smulredejen over frugten.

Step 3

BAG FRUGTTÆRTEN
Bag frugttærten midt i oven ved 200 grader, almindelig ovn, i ca. 30 minutter.

Sød tærtedej med æg

Tærtedej

Lav en rigtig dejlig dessert på under 1 time

Leder du efter en sød tærtedej med æg? Denne tærtedej smager vildt godt, men den er ret klistret. Du kan, imodsætning til min smuldredej, ikke så nemt fordele den hen over noget frugt, men det kan godt lade sig gøre. Du kan i stedet fordele dejen i bunden af tærteformen og trykke frugten ned i dejen.

Du kan bruge friske hindbær, blåbær, brombær, rabarber, æbler eller pærer. Elsker du marcipan, kan du rive lidt marcipan i dejen.

Du kan eventuelt afslutte med min sprøde smuldredej på toppen. Hvis du gør det, kan du tilføje lidt mere frugt.

Ingredienser

100 g smør
100 g sukker
80 g hvedemel
20 g mandelmel
2 tsk vaniljesukker
1 tsk bagepulver
1 æg

Fyld

frugt efter eget valg fx æbler eller pærer

Tilbehør

vaniljeis, flødeskum eller creme fraiche

Step 1

ÆLT ALLE INGREDIENSERNE SAMMEN
Kom alle ingredienserne i en skål og ælt dejen, til den er samlet. Fordel dejen i en tærteform. Fordel den ønskede frugt ovenpå, Tryk frugten ned i dejen. Vælger du at bruge friske æbler, kan du drysse lidt kanelsukker ovenpå.

Step 2

BAG KAGEN VED 200 GRADER
Sæt tærteformen midt i oven ved 200 grader og bag den i ca. 30 minutter. Du kan servere flødeskum, cremefraiche eller vaniljeis til.

Pizzadej

Pizzadej

En god pizza kræver en god pizzadej. Er dejen ikke god, bliver oplevelsen slet ikke den samme. Jeg elsker pizza. Jeg har lavet pizza i mange år og værdsætter en sprød og velsmagende pizzabund.

Min erfaring er, at det er meget vigtigt, at:

1) Gæren er frisk
2) Vandet har den rigtige temperatur (ikke for varmt)
3) Du ælter dejen godt
4) Dejen får lov til at hæve
5) Dejen ikke bliver for tør (for meget mel)
6) Du ikke glemmer at komme salt i dejen.

Ingredienser

50 g gær
4 dl lunkent vand
2 tsk groft salt
2 tsk sukker
50 g parmesan
4 spsk olivenolie
durummel
hvedemel

Til udrulning

durummel

Step 1

KOM GÆR OG VAND I EN SKÅL
Hak gæren i små stykker med dejkrogene. Tilsæt det lunkne vand (jeg koger altid lidt vand og hælder det op i koldt vand) og rør gæren ud.

Step 2

TILSÆT RESTEN AF INGREDIENSERNE
Tilsæt salt, sukker, olivenolie, parmesanost og durummel, indtil du har en tyk grød. Herefter tilsætter du hvedemel, indtil dejen slipper skålen. Husk, at den ikke må blive tør. Den må hellere være til den fugtige side. Ælt i ca. 10 minutter. Jeg bruger en håndmixer med dejkroge. Læg et klæde over skålen og lad dejen hæve i ca. 1 time.

Step 3

DEL DEJEN OP
Drys durummel på bordet og skrab dejen ud på bordet. Del dejen op i et passende antal portioner. Rul dejen ud og tilsæt ønsket fyld. Du kan lave få store eller flere små pizzaer. Har du børn, kan de være med til at lave deres egen pizza med det fyld, som de bedst kan lide. Jeg fordeler altid først lidt tomatsauce, dernæst parmesanost, mozzarellaost og så det ønskede fyld. Husk at drysse med oregano. Jeg bager pizzaerne ved 220 grader, varmluft og undervarme.

Bananscones med mørk chokolade

Bananscones med mørk chokolade

En super dejlig scone med smag af banan og chokolade
Denne opskrift på bananscones eller banan-chokoladeboller kan nemt blive populær i madpakken. De er allerbedst nybagte, men de holder sig også fint til næste dag. Det smarte ved denne opskrift er, at du skal bruge bagepulver i stedet for gær. Der er altså ingen hævetid.

12 stk.

Ingredienser

2 æg
100 g rørsukker
20 g kokossukker
170 g hvedemel
30 g kokosfibermel
5 g vaniljesukker
2 tsk bagepulver
100 g smeltet smør
50 g chokoladeknapper (mørk)
130 g moden banan

Det skal du også bruge

papirforme

Step 1

PISK ÆG OG SUKKER OG SMELT SMØRRET
Pisk de to hele æg med de to slags sukker, til det er blevet tykt og luftigt. Smelt smørret ved meget svag varme og tag gryden af kogepladen. Al smørret behøver ikke at være smeltet, når du fjerner gryden.

Step 2

TILFØJ DE TØRRE INGREDIENSER OG SMELTET SMØR
Kom mel, kokosfibermel, vaniljesukker og bagepulver i æggesnapsen. Rør det godt sammen, men ikke for længe. Tilføj den smeltede smør, mens du rører.

Step 3

MOS BANANEN
Tag skrællen af bananen og mos bananen fint med en gaffel. Kom bananmos og de mørke chokoladeknapper i dejen.

Step 4

KOM DEJEN I PAPIRFORME
Fordel dejen i 12 papirforme og bag dem midt i ovnen i ca. 18 minutter ved 200 grader almindelig ovn.

Naanbrød med fennikelfrø og chiafrø

Naanbrød med fennikelfrø og chiafrø

Lækre naanbrød

Perfekte til indisk mad

Denne opskrift på naanbrød med fennikelfrø og chiafrø smager afsindig godt. Brødet er nemt at lave og passer perfekt til indisk mad. Gerne noget med karry. De kan fryses ned.

Ingredienser

25 g gær
2,5 dl lunken mælk
1 tsk groft salt
1 tsk fennikelfrø
1 spsk chiafrø
hvedemel

Til stegning

Becel eller hvidløgssmør

Step 1

RØR GÆREN UD I DEN LUNKNE MÆLK
Rør gæren ud i den lunkne mælk i en mindre skål. Tilsæt salt, knust fennikelfrø, chiafrø og hvedemel til dejen slipper skålen. Ælt i ca. 5 minutter. Dejen må ikke blive tør.

Step 2

LAD DEJEN HÆVE
Lad dejen hæve i ca. 20-30 minutter med et klæde over skålen.

Step 3

DEL DEJEN OP
Del dejen op i 8 portioner og rul dem ud til 8 flade naanbrød. Pensl med Becel på den side der ligger opad.

Step 4

BAG BRØDENE PÅ EN PANDE
Varm en pande op og tilsæt en klat hvidløgssmør for hver naan. Tag det første brød og læg det på panden med den side af dejen, der ikke har fået Becel. Vend brødet efter ca. 2 minutter. Bag naanbrødene i ca. 2 minutter på hver side.

Pin It on Pinterest